Ny projektleder og ny hjemmeside skal være med til at give alle danske MTB-entusiaster bedre sporforhold. Hjemmesiden www.ontrail.bike er netop gået i luften, og alle kan deltage i arbejdet!

On Trail-projektet er gjort muligt af Nordea-fonden og er et samarbejde mellem DCU, Naturstyrelsen og DGI og indgår i kampagnen Bevæg dig for livet.
Projektleder Christoffer Riis Svendsen er selv aktiv og begejstret MTB-rytter, træner og sporbygger og har arbejdet med idræt i bl.a. DIF og DGI som underviser, konsulent og projektleder gennem de seneste 16 år. Han glæder sig til arbejdet med at give sporbyggere – og dermed hele MTB-Danmark – nye og bedre forhold:

“Sporprojektet er helt fantastisk, og med ansættelsen som projektleder er jeg havnet midt i hjertet af dansk mountainbike. Det er et ønskejob, og jeg glæder mig rigtigt meget til at arbejde sammen med de mange ildsjæle og sporbyggerlaug rundt om i hele Danmark. On Trail er en fantastisk mulighed for at få markeret sit lokale mountainbike-spor og komme på landkortet,” siger Christoffer Riis Svendsen

Formanden for DCU’s Spor- og Naturudvalg, Thomas Larsen Schmidt, er naturligvis også stolt af og begejstret for det spændende og visionære projekt:
“Projektet er enestående i international sammenhæng, og med det flotte tilskud fra Nordea-fonden kan vi realisere en stor vision for sporene. Med rigtig god skiltning og en national graduering af mountainbikespor tager vi et kæmpe skridt imod større sikkerhed, mere sundhed, mere sjov og bedre forhold for både lokale og turister. Og så er projektet fedt, da det understøtter alle de seje frivilliggrupper, der knokler derude med at bygge og vedligeholde spor,” fastslår udvalgsformanden.

Share This